Dræbersneglen: Branding på højt plan

De Iberiske Skovsnegle, AKA Dræbersnegle, har formået at opnå det, som mange mennesker bruger et liv på at drømme om, og som mange virksomheder bruger ufatteligt mange penge på, nemlig succesfuld branding.

Siden den lille fedtede snegl i adstadigt tempo invaderede Danmark for godt 20 år siden, er den blevet kendt under navnet DRÆBERsnegl. Når jeg kalder det succesfuld branding, baserer jeg min vurdering på det hysteri bæstet har skabt. Der findes grupper på Facebook, hvor du bliver sat på hjul og stejle, hvis du nævner ordet “Ferromol”, og andre grupper hvor angrebstaktikker diskuteres og afprøves.

Mig bekendt er det eneste denne dræbersnegl har dræbt, den almindeligt sunde havefornuft… og, well… Mine kæmpeprydløg.

I denne artikel får du svar på dine spørgsmål om denne snigende killer i din have, og står du tilbage med ubesvarede spørgsmål, så stil det gerne på min Facebookside, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at svare.

dræbersnegle

Den store dræbersnegle FAQ

I stedet for at læse hele guiden, kan du klikke på det emne, der er relevant for dig, og så scroller siden automatisk ned til svaret.

Dræbersnegle i haven

 

Bekæmpelse af dræbersnegle

  • Hvilken sneglegift er bedst?
  • Er sneglegift farlig for hunde?
  • Alternativ til sneglegift
  • Planter som dræbersnegle ikke kan lide
  • Nematoder mod dræbersnegle
  • Virker salt mod dræbersneglene?
  • Pindsvin og høns mod snegle
  • Virker kobber som spærre?
  • Fælder for dræbersnegle
  • Er det farligt at samle sneglene op?

 

Almen viden om dræbersnegle

Hvad er en dræbersnegl?

Sneglen med det skræmmende navn er i virkeligheden blot en art skovsnegl. Den har hverken hus eller skal, og bliver derfor ofte kaldt en “Nøgensnegl”. (Se dét ville have taget lidt af dens grusomhed, ikke?) Det er dog ikke helt korrekt, da nøgensnegle lever i havet.

Mange tror, at den kendes på sin brune farve, men den kan have mange forskellige farver. Nogle kan være næsten sorte og andre orange og rødlige. Der er endda fundet hvide snegle, som er en albinoversion. Unge hanner kan ligeledes have sorte striber og orange aftegninger.

Dræbersneglen er en invasiv art i Danmark. Den er indvandret, om man så må sige. Her kunne drages alle mulige sjove konklusioner om snegles fart og grænsekontroller, men det vil jeg undlade. Primært fordi man mener, at sneglene er kommet til Danmark via træ leveret fra Sverige.

Hvorfor hedder det en dræbersnegl?

Denne type skovsnegl æder sine artsfæller. Deraf navnet. Da man tilbage i 1970’erne opdagede sneglen i Sverige, fik den navnet mordersnigl, som næsten lyder endnu mere skræmmende end det danske navn. 

Sandheden er dog, at sneglen hverken myrder eller dræber. Den er ganske korrekt kødspisende, og spiser gerne sine artsfæller – dog kun de døde. Det er derfor du måske har hørt, at du aldrig må lade en død snegl ligge i haven, for så kommer familien til begravelse. De kommer i virkeligheden for at spise resterne.

Hvor kommer dræbersneglene fra?

Oprindeligt kommer sneglene fra den Iberiske halvø og Sydfrankrig. Herfra har de spredt sig. Det lyder umiddelbart som noget der har taget en vis rum tid, da de jo ikke er de hurtigste væsner i naturen. Så burde vi jo have kunnet stoppe det. Eller hvad?

Udfordringen er dog, at sneglene er kommet rundt i Europa gennem handlen med træ og planter. 

I Sydeuropa udgør sneglene ikke den samme plage som her i Norden, da varmen holder bestanden nede. 

Hvor lever dræbersneglene?

Sneglene lever hvor der er fugtigt, og hvor der er føde. Det vil sige typisk omkring løvskove, i parker, haver og grønne områder. Selvom det er en skovsnegl, lever langt størstedelen af bestanden udenfor selve skoven og i mere dyrkede områder. 

Hvis du har en kompostbunke i din have, vil du her typisk finde flere snegle end andre steder i haven. Her har de et veritabelt ta’ selv bord, og ofte lægger de også mange af deres æg heromkring. Det vil sige, at hvis du gerne vil tidligt i gang med bekæmpelsen af sneglene, så kan du med fordel starte her. 

Dræbersnegle i haven

Hvad tiltrækker dræbersneglene?

Well…. Stort set alt der lugter af mad. Og døde kolleger. 

Nogle mener at have succes med ølfælder, fordi øllet tiltrækker sneglene, som herefter drukner i øllet. Det er korrekt at de drukner, men det er ikke som sådan øllet de tiltrækkes af. Det er duften af mad. Derfor kan sneglene lige så let blive tiltrukket af andre ting i haven. De tiltrækkes ikke mere af øllet end af planten ved siden af. 

(Nogle mænd vil nok påstå det modsatte. Fair nok!)

Hvad kan dræbersneglene ikke lide?

Der er heldigvis mange ting, sneglene ikke gider. Visse planter, salt, grus, kogende vand, æggeskaller, kaffe, gift… You name it. 

Lang de fleste af disse er gode til snegle kontrol, altså til at forhindre, at sneglene kommer i bede eller krukker. Der er ikke meget af det – udover giften og det kogende vand – der dræber sneglene. Det kan du læse mere om under sneglebekæmpelse. 

Hvor overvintrer sneglene?

Når temperaturen om efteråret falder til omkring 3 grader, går sneglene i skjul i jorden. De graver sig ned, nogle gange op til 10 cm under jordoverfladen, hvor de er beskyttet mod kulde og frost. 

Sneglene kan klare sig i temperaturer ned til -5 grader. 

Et lille tip: 

Hvis du får måltidskasser fra fx. Coop eller Årstiderne, leveres kølevarer med isblokke for at holde dem kolde. Når varerne er pakket ud, så tag isklumperne ud af poserne, og smid dem i kompostbeholderen. Dette gør jeg i sneglenes overvintringsperiode. De sidste par vintre har vi ikke haft så hård frost, men isblokkene køler jorden yderligere ned, og det kan tage livet af nogle af de æg, der ikke er lagt dybt nok. 

Hvor lægger dræbersneglene æg?

Sneglene lægger deres æg i jorden. Typisk i huller under overfladen, f.eks. musegange, huller under bunddække eller blade, i kompostbunker, og hvor der ellers er mørk, fugtigt og beskyttet.

Hver snegl lægger ca. 400 æg i løbet af en sæson, og de lægger dem i “klaser” af ca. 50. Æggene er typisk helt hvide, og ca 3-5mm i diameter.

Mange af æggene går til grunde inden de klækkes. De spises af mus, biller, fugle og andre små dyr, og så er æggene meget følsomme overfor kulde.

Finder du dræbersnegleæg i haven, kan de eventuelt destrueres, så du ikke får problemer med de snegle som æggene ville blive til næste forår.

Er dræbersnegle farlige for hunde?

Allerførst skal jeg lige komme med en advarsel: det her bliver lidt langt!

Sneglens populærnavn til trods, så er den ikke en direkte dræber for mennesker og dyr.

Der hvor dræbersneglen bliver træls for din hund er, hvis hunden f.eks. slikker på en dræbersnegl eller får indtaget noget af dens slim.

Sneglen kan være vært for både fransk hjerteorm og rævens lungeorm.

Denne orm er en parasit, som har det mundrette navn angiostrongylus vasorum. Den kaldes oftest fransk hjerteorm, fordi det var universitetet i den franske by Toulouse som, i 1853 var først til at finde og beskrive parasitten. Den findes dog overalt i verden.

Parasitten kaldes nogle gange rævens lungeorm, da ræven ofte agerer vært for den.

Parasitten har en indirekte livscyklus, da den har forskellige snegle som pitstops-vært. Hunde spiser af og til snegle, og det er så i denne forbindelse, de smittes af ormen, som finder vej til hjerte og lunger, hvor æg lægges og udklækkes. Efterfølgende hoster hunden larverne op, synker dem og – undskyld udtrækket – skider dem ud.

Herefter optages larverne af sneglene og så er det tid til udvikling. Næste trin sker, når hunden så indtager sneglen. Det er her larverne går på vandretur fra tarmen og over i blodbanerne, fra blodet over i hjertet og i lungernes blodkar.

Når hunden kommer til dyrlæge kan han eller hun via røntgenbilleder og afføringsprøver diagnosticere.

Konstateres det, at hunden har hjerte-/lungeorm, kan dyrlægen ordinere en ormekur. Sygdommen kan dog udvikle sig til yderligere hjerte- og lungeinfektioner, og i disse tilfælde vil dyrlægen stå for råd og behandlingsløsninger.

Det anbefales at holde hunden i helt ro, da ormelarver i blodet kan udvikle sig til blodpropper.

Som hundeejer er det værd at vide at hjerte-/lungeorm KAN ligne den såkaldte kennelhoste. Så tror du i første omgang at der er tales om kennelhoste, men går denne ikke væk i løbet af en uge, så få hunden tjekket for orm.

Og vigtigst af alt: Sørg for at få samlet hundes efterladenskaber op. De er en del af spredningen.

Kilde: Nordjyske.dk

Bekæmpelse af dræbersnegle

Bevæger du dig rundt i Facebookgrupper, der omhandler have og drivhuse, vil du opdage, at der er en del følelser tilknyttet det, at bekæmpe dræbersnegle. Det er ikke alle steder du skal sige ordet sneglegift højt.

Derfor indsætter jeg her en lille disclaimer: Det du læser her, er som udgangspunkt min fremgangsmåde. Dét der er lykkedes for mig i min have. Giver jeg udtryk for mere videnskabelige påstande, får du et link til et sted, hvor du kan læse mere. Du kan sagtens have oplevelser der er anderledes end min. Dejligt. Bare det virker for dig.

Der er også en del etik i snakken om sneglebekæmpelse. Snegle er jo dyr. Levende væsner. Og dem skal vi behandle med omtanke. Jeg har dog valgt at fokusere på dræbersneglen som en invasiv art, som ikke bare skal kontrolleres, men også bekæmpes.

Og så opfordrer – nej de nærmest kræver det – den danske myndighed på området, Naturstyrelsen, til at du kan hælde kogende vand på dræbersnegle eller hakke dem over med en spade. Samt at du graver de aflivede snegle ned, da døde dræbersnegle tiltrækker deres artsfæller.

Pin It on Pinterest