Jordforbedring i haven….

Alt efter mit humør ser jeg skiftevis på opgaven som

  1. Min måde at få min vilje på, ved at tvinge jorden til at samarbejde, eller
  2. En super bæredygtig og økologisk måde, at få affald til at give værdi… Og, nå ja…:
  3. En undskyldning for at drikke kaffe og spise scrambled eggs foran brændeovnen, men det vender vi tilbage til.

jordforbedring i haven
Her får du mine 7 tips til jordforbedring i haven.

 

 

1. Dæk jorden om vinteren.

I slutningen af november dækker jeg jorden i mine højbede med et lag blade. Okay… Indrømmet. Træerne gør det for mig. En af glæderne ved at bo med en bøgeskov som nabo. Når bladene så ligger der, gerne et lag på 5 cm, dækker jeg jorden med aviser, og lægger sten på, så de lokale nyheder ikke blæser væk. Så får bladene lov til at ligge og kompostere, og jorden holder på næringsstofferne.

 

2. Få dig en kompostbeholder

Altså hvis du ikke allerede har det. Det lyder fuldstændigt åndssvagt, men det er bare på en eller anden måde tilfredsstillende, at smide alle grøntsags- og frugtrester i en spand under vasken, og så tulre ud og tømme den i komposten i haven, vel vidende, at der ligger det lige så stille og roligt og bliver til guld. Og hey… undervejs i processen gør du nogle orme lykkelige. What is not to like?

Hver gang jeg planter noget nyt i haven, så får det lov at hvile på en bund af kompost – en slags kærlig hilsen fra køkkenet.

Herhjemme har vi en købt beholder af plast, som vi er vildt glade for, men du kan nemt lave en selv.

3. Brug aske til jordforbedring i haven

Vi er så “heldige” at bo i et hus, der er opvarmet med el. Derfor har vi en brændeovn, som flittigt bruger i vinterens løb. Vi bruger en blanding af savsmuldsbriketter og hugget brænde. Altså, HUGGET som i kløvet… Ikke stjålet, men vi får det ofte gratis, hvis venner eller bekendte skal have fældet et træ. 

Træaske indeholder en masse lækkert, som haven rigtigt gerne vil have, nemlig fosfor, calcium, magnesium og potassium. Vi gemmer derfor asken i en sæk i garagen i løbet af vinteren, og så bruger vi det til at strø på jorden i bedene tidligt i foråret. 

Asken forbedrer PG værdien i jorden, og potassium hjælper planten med at holde på vandet… Hvis du forstår sådan en lille én. Potassium er derfor en god måde at beskytte mod udtørring. 

Du kan også bruge aske i haven til at undgå dræbersnegle. Drys asken i en ring rundt om planten eller rundt i kanten af hele beddet. Du kan evt. læse min store guide til dræbersnegle her. 

 

4. Beskyt jorden i køkkenhaven med halm

Halm er genialt til jordforbedring, særligt i køkkenhaven. Dæk den bare jord mellem rækkerne med halm. På den måde beskytter du den bare jord, så den holder på næringen og fugten, du forhindrer en del ukrudt og utøj. 

 

5. Kaffegrums som jordforbedring

Min have forstår mig på SÅ mange måder. Den er også vild med kaffe. I hvert fald med den tiloversblevne kaffegrums. Resterne fra kaffebrygningen er faktisk så værdifulde, at jeg ganske enkelt vil opfordre dig til at drikke mere kaffe. For verdens skyld. Jeg har listet 7 gode grunde til at du skal drikke mere kaffe, og hvorfor ikke invitere naboen over til en kop, bare for hyggens skyld. 

6. Smid aldrig mere æggeskaller ud

Æggeskaller indeholder en dejligt masse calcium, som jorden elsker. Hvis du lægger knuste æggeskaller i en cirkel rundt om planten, sikrer du også mod snegle. De små skarpe kanter svarer for sneglen til at gå rundt på glasskår, og det gider de ikke.

Du får den bedste effekt, hvis du skyller og tørrer skallerne. Skyl æggerester ud af skallen, og kom dem i en skål, som du stiller et sted i nogle dage, gerne i sollys, så skallerne rigtigt kan tørre. Efter nogle dage, en lille uges tid måske, er skallerne knastørre, og du kan nemt knuse dem til helt små stykker, så de kan optages bedre i jorden. 

7. Bag en banankage

Det er ikke så meget dét, at bage banankagen, der forbedrer jorden i haven, men skrællerne fra bananerne kan gøre underværker i haven. 

Bananskræller indeholder en masse kalium, som haven har brug for. Næstefter kvælstof, er kalium den vigtigste ingrediens i din havejord. Den nemme måde at bruge bananskræller i haven på, er at snitte skrællen i mindre stykker, og blande stykkerne med jorden omkring planten. 

Du kan bruge bananskræller i haven på flere måder, og du kan læse min lille guide her. Så kan du jo gå i gang med at lege. Og invitere familie og naboer til banankage. 

Pin It on Pinterest